Øen

"Vi kom. Vi jublede. Og så løb vi i hver vores retning". Den nye ubarmhjertige virkelighed på Øen, overrasker deltagerne, og det slår allerede gnister imellem dem. Hvordan arbejder man sammen, når man ikke kender hinanden? Når alt er ukendt, grænseoverskridende, og slet ikke hvad de havde forestillet sig. De to grupper er isoleret, drevet i land på hver sin side af Øen, og selvom de kæmper med de samme udfordringer, så griber de det helt forskelligt an.

Opkast. Nedtur. Ulidelig mangrove og silende regn. Begge grupper har i den grad brug for en succes, hvis de skal overleve 30 dage på Øen. Men der er håb. De to grupper udvikler sig. Mødet med den vilde natur presser dem helt ud på kanten. Ud af deres comfortzone. Og det skaber hierarkier. Grupperne begynder at udvikle hver deres identitet og måde at arbejde sammen på, mens de jagter drømmen om en forløsende Bounty strand med kokosnødder. Mens de spejder efter noget der måske kan være mad, en vandkilde, og kæmper for at frembringe den livsnødvendige ild. Så har de to grupper overhovedet brug for at mødes?

"Hvad fanden skulle jeg også herud for". Naturen viser sige endnu engang fra sin mest hensynsløse side. Tonstunge skyer og massive regnskyl skaber splittelse og desperation. Den ene gruppe læner sig op ad en tydelig leder, den anden kæmper med hierarkiet, kommunikation og samarbejdet. Desperationen i den ene gruppe tvinger dem ud i jagten på de andre, men vil de findes? Virkeligheden er så småt ved at går op for dem alle. De er vitterligt efterladt og alene. På øen er tiden både din ven og din fjende, for med tiden kommer tankerne og med tankerne kommer spørgsmålene "hvad fanden skulle jeg også herud for".

Efter syv desperate døgn lykkes det den ene gruppe at finde den anden. Men mødet er ikke kun lettelse og lykke, for gruppen der bliver fundet, har klaret sig godt alene. Gruppen småskændes om arbejdsmoral og ledelse, men de har overskud. Den anden gruppe er i underskud, men taknemmelig, da de med fuld opbakning slæber sig hen til de andres lejr. I sammensmeltningen bliver forskellen på de to grupper tydelig, alle bliver presset til det yderste og situationen truer med at overskygge glæden ved at være forenet.

Grupperne får etableret sig i deres fælles lejr, og deres mest basale overlevelse virker sikret. Nu skal de få en hverdag til at fungere, men det er svært. For de to grupper er stadig fremmede for hinanden, og de uenigheder, der skiller dem ad, konkurrerer med det der holder dem sammen. Med dobbelt så mange munde i lejren er de ved at løbe tør for mad, og frustrationerne ophober sig. Alle sejl sættes ind i jagten på fisk, for lykkes det ikke, er det ikke kun de interne problemer der truer deltagerne.

Mad i maven. Eller fest for fællesskabet? "Det giver bare ikke mening at holde en fest, når vi ikke har mad nok". Selvom grupperne efterhånden er smeltet sammen, så er de stadig 13 vidt forskellige mennesker med hver deres ønske for tiden på Øen. Nogen er kommet for at overleve, andre for fællesskabet, nogen for at presse sig selv, andre for at finde svar. Spørgsmålet er ikke længere om de kan skabe en enhed, spørgsmålet er om de kan acceptere hinanden? Ikke at leve sammen i harmoni, men leve sammen på trods af forskellighederne. Men hvad er vigtigst i den proces? Mad i maven. Eller fest for fællesskabet?

"NEJ, nu vil jeg have lov til at tale, jeg sidder og bliver hakket på". Efter knap tre uger i samme lejr både nat og dag er deltagerne ved at gå hinanden på nerverne. Konflikter og frustrationer tager til, indtil præsten Charlotte åbner snakken om alt det, der ikke fungerer imellem dem og det ender med at gå hårdt ud over én person i gruppen. Men dårlig kommunikation er ikke den eneste udfordring i lejren. Den uundgåelige kamp for mad skaber denne gang både glæde og drama, da en ikke ufarlig jagt bliver sat ind på Øens største rovdyr - kaimanen. Men i sidste ende er det et andet rovdyr, der bider fra sig.

Kan de fortsat holde hinanden ud, eller flyder bægeret endeligt over? Afslutningen nærmer sig for de 13 tilbageværende deltagere, og bølgerne går stadig højt på Øen. For det er et fællesskab på trods. Og forskellighederne bliver tydeligere, for hver dag der går. Ikke mindst, da øens farligste rovdyr pludselig viser sig. Spørgsmålet er, om en sidste gudstjeneste kan sende vores 13 deltagere hjem med en følelse af "at lige meget hvad der sker, så har vi opbygget et helt særligt venskab - at vi har et helt særligt fællesskab".